Jeg Ønsker Inderligt at Der Findes Liv på Andre Planeter

Da jeg var barn, var der ikke nogen højtid der gjorde mig ligeså glad, som julen gjorde. For mig handlede det ikke om de gaver, man kunne se frem til juleaften. Det var heller ikke al den gode julemad, selvom det selvfølgeligt også var noget jeg så frem til, og tog godt fra af. Nej, for mig var det der var så fantastisk ved julen, at man kunne drømme om disse magiske andre universer. De film man så i December måned var fyldt med magiske væsener og trylleri. Jeg drømte om at snige mig ned i julemandens kane, mens han var på vej ned igennem skorstenen. Jeg ville nemlig gerne med ham til nordpolen, så jeg kunne se det fantastiske Nisselandskab i levende live. Jeg ville elske at møde alle disse nisser, og stille dem en milliard million spørgsmål. Jeg ville gerne se listen med de artige og de uartige børn, og spørge julemanden om man ikke kunne hjælpe de uartige børn på en eller anden måde, så de ville få gaver næste år. Jeg havde mange drømmer og idéer som barn, og rigtigt mange af dem drejede sig om den magiske verden, som Julemanden var en del af.

Så det gjorde ondt i hjertet, da jeg i en alder af 13 år fik at vide, at julemanden ikke fandtes. En del af mig havde haft mistanke om det længe, men mine drømme tillod mig ikke at tænke nærmere over det. Jeg vidste at jeg ville blive knust, hvis jeg fandt ud af, at der ikke fandtes et magisk nisselandskab på nordpolen. Men det blev selvfølgeligt lidt pinligt, både for mig selv og mine forældre, at jeg blev ved med at holde fast i troen på nisser og en flyvende julemand. Så mine forældre satte mig ned, og fortalte mig sandheden. Jeg græd i flere dage.

I dag mærker jeg stadig savnet. Men jeg har fundet mig noget nyt at drømme om. Jeg drømmer om liv på andre planeter: om eventyrlige steder, som er helt anderledes, end det vi kender. Der er nok ikke noget, der helt ligner et nisselandskab, men det er okay. Bare det er helt anderledes end det jeg kender, er jeg sikker på at det stadig vil føles magisk. Jeg drømmer om at spørge disse rumvæsener omkring deres kultur, og hvad der driver dem. Jeg drømmer om at blive fascineret af teknologi som jeg aldrig har set før, og som vil virke som magi for mig. Jeg drømmer om at skabe fred imellem menneskerne på jorden, og de ukendte væsener fra en anden planet.

Så på mange måder eksisterer mine drømme stadig. Denne gang er der dog ikke nogen forældre, der kan hive tæppet væk under mig, og sige at det hele er en løgn. De fleste videnskabsfolk er enige om, at det er en statistisk umulighed, at vi er det eneste intelligente liv i universet.